Da sneen havde lagt sig om den gamle boghandel, gik Lorenzen ud og låsede døren efter sig. Munch stod stadig bag ruden. Thi han var ikke nået med. Lorenzen var altid så rask i sine bevægelser, så hård i sine domme. Munch kiggede hen på busten af Edmund Burke. Den havde de da ikke taget endnu, disse intersektionelle. Han smilede. Nu skulle han snart hjem. Men først måtte han banke lidt på ruden. Ganske forsigtigt. Thi ellers faldt kittet jo ud og dertil ruden. Han ville slet ikke tænke på, hvordan den gamle boghandel ville tage sig ud, om sneen fik lov at fyge ind frem til hellige tre konger, ja for så lang var deres ferie.
Munch bankede forsigtigt på ruden. Men Lorenzen var allerede på vej væk. Åh, denne Lorenzen. Altid så rask i sine bevægelser. Altid så hård i sine domme. Som en bøddel var denne herre. Nu så det ud til, at Munch skulle holde juleferie alene i den gamle boghandel.
Men hvad gjorde det. Butikken var jo lukket. Frem til hellige tre konger. Ingen bøger ville blive ekspederet. Ingen kunder ville træde ind og sige “den der!”. Blev det koldt kunne han tænde op med gamle numre af Replique. Dem var der alligevel ingen, der læste. Og havde han ikke allerede sidste år gemt adskillige kartofler i lagerets fjerne egne. Og var det ikke bare med at komme igang med at sylte, bage og ikke mindst brygge.
Jo gemytligt skulle det jo nok blive. Ikke mindst uden Lorenzen.
Munch rullede gardinerne for, satte sig i den gode stol. Han faldt i søvn. For nu var det næsten jul.