Efter Georg

275,00 kr.

Forlaget Munch & Lorenzen har den 21. november 2015 udgivet en banebrydende antologi om manden, der blev et fænomen i dansk åndshistorie og en af det moderne Danmarks mest omstridte skikkelser: litteraten, vækkeren, lysbringeren, ideologen og demagogen Georg Brandes.

I denne antologi redigeret af Johan Christian Nord og Kristoffer Garne stiller nogle af landets skarpeste hoveder skarpt på Georg Brandes’ virkningshistorie og viser, at han ikke alene fremkaldte Det moderne Gennembrud, men også en række skarpe og vedblivende modreaktioner, der trækker linjer helt op i vor egen tids kulturkamp.

Bogen er på over 300 sider og koster kun 275 kr.

 

Beskrivelse

Georg Brandes (1842-1927) står i dansk åndshistorie som et stridens tegn, og vurderingerne af ham er stærkt modsatrettede. Han er blevet opfattet i overensstemmelse med egen selvforståelse, som oprører og befrier fra nationalkulturens snærende bånd, og han er blevet anset for at være roden til fordærv og ødelæggelse af dansk åndsliv. Det er den grundlæggende historie om stormen i andedammen, der delte, og endnu deler, de ideologiske vande i Danmark.

Men denne historie om frontstillingen står ikke alene. For den indgår i en nær forbindelse med historien om brandesianismens receptions- og virkningshistorie, som omhandler det levede livs glidende overgange, udviklinger og tilegnelser, hvor konkrete kulturpersonligheders forsøg på tilkæmpelse af et åndeligt ståsted har bragt dem i forbindelse med fænomenet Georg Brandes og – for nogles vedkommende – sidenhen i direkte opgør med ham.

Denne bogs sigte er af grundlæggende kulturhistorisk art, og de 12 bidrag angår både den direkte frontkrig og de personlige forviklinger. For dem alle gælder det, at de er forsøg på virkningshistoriske livtag med tænkeren og agitatoren Georg Brandes og den idéstrømning, der bærer hans familienavn.

Efter Georg indeholder artikler af Anders Thyrring Andersen, Lotte Thyrring Andersen, Børge Houmann, Knud Bjarne Gjesing, Hans Henrik Hjermitslev, Bo Hakon Jørgensen, Jørgen Knudsen, Rasmus Markussen, Martin Ravn, Christian Egander Skov, Rasmus Vangshardt, Jens Wendel-Hansen og Henrik Yde.

Bogen er redigeret af Kristoffer Garne (f. 1990), stud.theol. ved Københavns Universitet,
og Johan Christian Nord (f. 1988), ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet.

Udvalgte anmeldelser

“Efter denne bog står det klart, at Brandes er slemt overvurderet”, anmeldelse af Kristian Østergaard i Kristeligt Dagblad, 5/6 stjerner. 31/12

“der er al mulig grund til at prise mangfoldigheden i -Efter Georg-. Her er stof til mange eftertænksomme vinteraftener.”

“Brandes – i dansk kulturel og ideologisk kontekst“, anmeldelse af professor emeritus Svend Erik Larsen i Studenterkredsen, efterår 2016

“Det er lovende, og der må gerne komme mere fra den kant, især af den type som afsnittet om hvordan brandesianismen og parallelle eller modgående tankesæt spiller sammen.”

“Litterat eller stridsmand”, anmeldelse af Rasmus Pedersen i Replique, 22/1

“Bogen indeholder en række glimrende artikler, der giver et gennemgående nuanceret og kritisk, men samtidig også sagligt blik på Brandes’ indflydelse”

“Danmarkshistorien, som DR aldrig kommer til at fortælle”, omtale af Mikael Jalving på jp.dk. 29/2.

“Her finder man spor til et Danmark, som cheferne i DR tydeligvis ikke er vant til at møde, herunder et kritisk lys på det såkaldt moderne gennembrud, iværksat af Georg Brandes, siden forladt af samme, men gjort til ideologisk drivkraft for eftertidens progressive lobbyister i kunst og kultur, medier og politik. “

“Efter Georg Brandes”, omtale af lektor emeritus Aage Jørgensen i Flensborg Avis

“Bogens litteraturhistorisk vigtigste bidrag, af Anders Thyrring Andersen, beskæftiger sig netop med denne tankegang, der udgives for at være dialektisk: aktionen skulle befordre åndens
fremdrift, reaktionen skulle udgøre en opbremsning med henblik på justering af kursen og fjernelse af vildskud, en art forsoning altså, så det brugelige i det oprindelige modsætningsforhold kunne videreføres. Men sådan er det bare ikke, i virkeligheden presser Brandes en dualistisk skabelon ned over sit stof. Det moderne indebærer frigørelse, mens kristendommen og bedsteborgerligheden er bagstræberisk, reaktionær.”

“Efter Georg”, anmeldelse af cand.pæd. Iben Benedikte Valentin Jensen i Friskolebladet 21/4.

“Det handler om at få mange tilgange til at forstå livets modsætninger og paradokser, den menneskelige praksis. Mennesket er et guddommeligt eksperiment, og skolen er for livet. Efter Georg er her eksemplarisk, fordi den oplyser uden at lamme, den opliver og vækker med sin varme”